Har du mon madafhængighed?
Vi skal jo alle have mad for at leve, så giver det mening at tale om madafhængighed?
Ja! Det er rigtigt at vi skal spise mad for at overleve og vi alle i den forstand er afhængige af mad – men vi spiser af andre årsager end blot fysisk overlevelse. De fleste spiser også for nydelsens skyld – og så er der de mange, som spiser fordi de IKKE kan lade være, fordi trangen er for stor, fordi de har madafhængighed.
I første omgang opleves maden og det at spise rigtig godt, maden giver en (u)definerende form for tilfredsstillelse, beroligelse eller belønning. Men med tiden aftager den positive oplevelse og der spises primært kun for at lindre følelsen af uro og ubehag, og til sidst for at undgå at have det skidt eller at få det endnu værre.
Det er primært den søde mad, som mange også oplever som sukker-afhængighed, men det er også den fede og den salte mad – og ofte en kombination heraf, som giver den eftersøgte effekt, der hungres efter.
Hverken madafhængighed (på engelsk food addiction) eller sukkerafhængighed er for nuværende en anerkendt lidelse i de to internationale diagnosesystemer, International Classification of Diseases (ICD), udarbejdet af verdenssundhedsorganisationen WHO eller Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM), udarbejdet af American Psychiatric Association (APA).
I henhold til ICD 11´s diagnosekriterier, som primært anvendes i Danmark, har man udviklet en afhængighed, hvis flere af følgende faktorer er til stede.
- Craving: en stærk følelse af uimodståelig trang til at indtage.
- Abstinenssymptomer: oplevelsen af fysisk og psykisk ubehag ved manglende indtagelse.
- Tolerance: der skal mere til for at opnå samme effekt.
- Kontroltab: der indtages mere end tænkt og det er “umuligt” at holde igen.
- Isolation: trækker sig fra andre mennesker, situationer og aktiviteter.
- Fortsat indtag trods viden om negative fysiske og psykiske konsekvenser.
Disse kriterier for afhængighed knytter sig ikke alene til selve stoffet (fx. maden), men kan også knytte sig til selve adfærden (fx. overspisning). Ved afhængighed generelt og i denne sammenhæng madafhængighed og sukkerafhængighed er der for mange etableret biologiske forandringer i hjernen, som kan gøre tilstanden kronisk, hvilket betyder der er brug for professionel støtte og vejledning.
Madafhængighed og sukkerafhængighed er ikke bevidste valg, men du kan vælge at gøre noget ved det. Har du brug for hjælp? Læs mere om det jeg tilbyder
